digital udvikling

Hvor bliver begejstringen af?

Vi har i Danmark alle forudsætninger for at omfavne den digitale udvikling og skabe et endnu bedre samfund. Så hvor bliver begejstringen egentlig af?

Lars Lytton Kejser skriver d. 3. oktober i Berlingske, at vores børn går en skræmmende fremtid med robotter, selvkørende biler og droner i møde. En fremtid, hvor arbejdspladser og velfærd er gået tabt. Men sådan behøver det ikke at blive.

Når jeg taler med mine børn om fremtidens virtual reality, intelligente robotter, 3D-printere, droner og selvkørende biler, afføder det begejstring og utålmodighed: ”Hvornår kan vi få sådan en, mor?”

Her er fem tegn på, at vi har de rette forudsætninger for at blive digitale:

1)   Vi har et af verdens hurtigste internet

2)   Vi har en af verdens mest digitaliserede offentlige sektorer

3)   Vi e-handler og e-banker, som om vi aldrig havde kendt en verden uden

4)   Vi er som forbrugere og borgere hurtige til at tilegne os nye digitale vaner

5)   Vi har en rig iværksætterkultur, og vi er gode til at få nye idéer

Jeg er helt med på, at der også er masse udfordringer, og dem skal vi selvfølgelig sætte fokus på politisk. Men det sidste vi har brug for er mere skræmmeretorik, der spiller på fordomme om robotten som en samfundsfjende, og som taler ned til virksomhederne eller borgerne. Det vi har brug for er at gøre tidens buzzwords som digitalisering, eksponentiel udvikling og disruption konkrete for de virksomheder, som står med den digitale udfordring. Det kan vi gøre ved at fremhæve alle de virksomheder og dem indenfor det offentlige, som har flyttet fokus fra, at ’vi har en udfordring’ til ’vi leder efter en løsning’ eller endda ’vi har fundet en ny forretningsmodel’. Det er disse pionerer, som viser os andre, hvordan digitaliseringen ikke er noget, vi skal føle os truet af, men som noget, der giver os en bedre virksomhed og et bedre samfund. Det er dem, der viser os vejen til en dansk model for digitalisering.

Bragt som kommentar i Berlingske d. 9. oktober 2016

Andre blogindlæg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag uddrag af min nye bog "Fremtiden tilhører de frygtløse"

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev 😊

Skriv en kommentar