Sådan rekrutterer du på de sociale medier

Flere og flere virksomheder er blevet gode på sociale medier. Kreative. Humoristiske. Originale og ikke mindst visuelle. Men jeg støder stadig på alt for mange jobopslag med en ugennemskuelig tekst, hvor selve stillingsopslaget er gemt i flosker, og hvor der intet visuelt indhold er. Måske fordi HR og kommunikation ikke samarbejder om at rekruttere, måske fordi mange ikke ser jobopslag som andet end det – et opslag om et job? Men den gode rekruttering på sociale medier er meget mere end det. Det brander virksomheden til mange flere end dem, som reelt søger jobbet. Det sender de rette signaler om virksomheden. Er man en ’visionær, ’modig’ eller ’moderne’ virksomhed, så skulle det gerne afspejle sig i al kommunikation, herunder jobopslag.

De fremtidige medarbejdere er med stor sandsynlighed tilstede på de sociale medier. Måske sidder de lige nu og scroller igennem newsfeedet. Måske de falder over dit opslag. Hvilket indtryk efterlader du dem med?

Selvom mange virksomheder er dygtige på sociale medier, er jobopslagene stadig kedelige og teksttunge. Hvis I gerne vil ’sælge’ virksomheden bedst muligt, gælder reglen: Don’t tell it, show it. 

En undersøgelse peger på, at 59% jobsøgende finder virksomheder på sociale medier, som de er interesserede i, mens 48% finder deres næste arbejdsplads på sociale medier. Og så er det også på de sociale medier, de mere passive jobsøgende sidder og holder øje. Dem som har et godt job, men måske alligevel kan blive fristet.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at folk bruger sociale medier til at kigge efter drømmejobbet. Men netop derfor skal I også tænke over, at det indhold I bruger til rekruttering skal være mindst ligeså godt som alt andet indhold I laver. Ellers drukner opslagene i mængden.

Kreative og originale jobopslag på de sociale medier

Jeg har samlet et par bud på nogle gode, iøjnefaldende, mystiske og sjove opslag.

Se bare jobopslaget fra Bolius. Man får straks fornemmelsen af, at medarbejderne danner en ramme for et godt, rart arbejdsmiljø, hvor humøret er højt, og du helt sikkert bliver taget imod med åbne arme. Samtidig er det supersimpelt og kræver ikke det store set-up.

Eller hvad med eksemplet fra Forsvaret? De hiver det væsentlige frem på billedet, og de bruger grafiske virkemidler til at gøre opslaget let afkodeligt.

Og lidt ananas i egen juice skal også med. For lidt tid siden skulle jeg selv finde en ny studentermedhjælper – og det blev min nuværende student, som kastede sig ud i opgaven om at lave et opsigtsvækkende opslag. Hun lavede et opslag, der efter min første indskydelse var en anelse for kækt. Men vi sendte det på Linkedin, Facebook og Twitter. Og det endte med en høj reach, en fuld indbakke med kreative og kvalificerede ansøgninger – og to nye dygtige studentermedhjælpere.

Jeg har også samlet et par andre bud på sjove, anderledes og ikke mindst originale opslag, der først og fremmest virkelig taler til målgruppen og på platformenes præmisser.

Hos Forsvarets Efterretningstjeneste har man gjort jagten på de rigtige medarbejdere til deres hacker-akademi til et internet-mysterium, hvor potentielle ansøger skal løse hacker-relaterede opgaver for at nå frem til selve ansøgningsskemaet. Først og fremmest betyder det, at de kun får ansøgere fra virkelig kvalificerede og dernæst styrker det organisationens image som mystisk og prestigefyldt.

Et andet mere humoristisk eksempel, er, Faktas jobopslag til nye, unge kassemedarbejdere, som blev lagt ud på LinkedIn henvendt til mor og far, som er trætte af at betale for deres store børns mobil- og caféudgifter. Den gik rent ind hos målgruppen.

Jeg kan godt lide, når opslag er visuelle og bruger grafiske elementer eller video. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig undtagelser. Journalist og bureau-ejer Michael Jeppesen har her lavet et herligt ironisk jobopslag til kommunikationsbranchen, kun med ord.

Hos virksomheden Co3 har man taget humoren og ironien skridtet videre. Her afslører en række medarbejdere de værste træk ved deres chef – og der bliver ikke lagt fingre imellem. En video der i den grad formår at tiltrække sig opmærksomhed på sociale medier.

På LinkedIn har jeg også modtaget flere bud på originale jobopslag, som i den grad skaber blikfang. Jeg kan godt lide opslag som disse, der skiller sig ud og som tør prøve sig frem. I kan finde opslagene her (i kommentarsproget på LinkedIn fra Rune Heiberg Hansen) og her (fra Maj-Britt Christensen).

Tal til kandidaterne

Vinklingen på et jopopslag kan være noget af det sværeste. Skal vi reklamere med de tårnhøje lønninger, de åbne arbejdskontorer, fremtidig efteruddannelse eller den månedlige fredagsbar?

Det kan være væsentligt at sætte sig ind i, hvad der gør jer attraktive ud fra de udvalgte kandidater, og hvad jeres kandidater generelt kigger efter. Hvad er vigtigt for dem?

Ifølge Berlingske Business er der både sammenfald, men også forskel blandt de unges krav, som kommer direkte fra nogle af landets mest eftertragtede uddannelser:

Her er 5 tips til, hvad du skal overveje, når du søger nye kandidater via sociale medier:

  1. Vælg en platform
    1. LinkedIn, Facebook, Instagram eller Snapchat – hvor er din målgruppe? Det er ofte de unge, som især er på de to sidstnævnte, så undersøg hvor I finder netop dem, med de kompetencer, som I leder efter, men hold jer ikke til Linkedin, bare fordi det er det mest oplagte.
  2. Vær kreativ
    1. Brug humor, mystisk eller fag-jargon som taler til dem, I skal nå ud til. Løsn lidt op i både sproget og det visuelle – det er mennesker I kommunikerer til. Opslaget skal afspejle arbejdspladsens kultur, snarere end bestå en eksamen i kompleksitet og ordgejl.
  3. Tænk rekrutteringen som en kampagne
    1. Jobopslaget er en vigtig del af jeres samlede kommunikation, så sæt tid af til at gøre det ordentligt. Samarbejd mellem HR, Kommunikation og en pågældende afdeling. Og overvej annoncering, så I kan ramme netop den målgruppe, I er på udkig efter.
  4. Fremhæv noget af det, der gør arbejdspladsen speciel
    1. Hvad gør jer anderledes end alle de andre derude? Har I en fantastisk fredagsbar, mange medarbejderklubber eller er I meget fokuserede på konstant faglig udvikling? Det skal selvfølgelig ikke fylde hele opslaget, men sørg for at ’sælge’ hele oplevelsen, ikke bare jobfunktioner.
  5. Del, del, del
    1. Når I så har udarbejdet opslaget, så del det i flere forskellige grupper. Er det studerende, er der masser af grupper på Facebook, hvor de unge leder efter nye jobs. Eller har chefen og jeres medarbejdere lyst til at dele det på deres LinkedIn-profiler?

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag uddrag af min nye bog "Fremtiden tilhører de frygtløse"

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev 😊

Skriv en kommentar