Virtual reality – en ny dimension til virkeligheden


2016 blev udråbt til ”the year of virtual reality”. Google-søgninger om virtual reality er firedoblet siden sidste år. De bedste i branchen – HTC, Oculus, Sony og Google – har alle lanceret hvert sit længe ventede VR-headset. Nu da teknologien er her, og den er endda til at betale for de fleste, er det på høje tid at skrotte forestillingen om, at virtual reality er lig med en æstetisk udfordret brille, man spænder på ansigtet. Virtual reality er et nyt medie, der har potentiale til at forandre vores verden, som smartphonen gjorde for snart 10 år siden. Det er ikke en spillekonsol til gamere, men en ny dimension af virkeligheden på linje med internettet, som de fleste af os kommer til at færdes i, og som bliver skabt netop nu. For eksempel på Facebook, som om få år bliver et virtuelt socialt rum, hvor vi kan holde møder og række digitale dokumenter til hinanden med hænderne. Demoerne findes allerede, og de skal ses med egne øjne.
 
vores e-bog om virtual reality tager vi pulsen på VR og guider dig ind i en virtuel verden, som bliver mere og mere konkret og tilgængelig for os alle. Hvis man tvivler på, om VR bliver mere end en gimmick, kan man bare følge pengene. På 12 måneder har investorer pumpet 16 milliarder kroner i VR.  Bank of America forventer, at industrien vil vokse til 1 billion i 2022.

VR-headsets er dog ikke allemandseje endnu, og til PR-events trækker de masser af opmærksomhed. Men nyhedsværdien falder, for hver dag der går. Og for fremtiden handler det ikke om brillen, men hvilke oplevelser, vi putter i den. Det kan betale sig for alle, der arbejder med kommunikation og læring at lære det nye medie at kende. Det bliver formet netop nu, og det kan du være med til.

Det er svært at finde en branche, hvor VR ikke er relevant. Spil, film, porno og marketing giver sig selv. Og mange rejsebureauer viser 360-graders sneakpeaks fra deres destinationer, mens ejendomsmæglere kan fremvise huse i VR. Arkitekter og ingeniører kan bygge virtuelle modeller. Militæret bruger virtuelle simulationer i deres træning, det samme gør kirurger. Undervisning får en oplevelsesmæssig kvalitet i VR, som hjælper indlæringen. Og undersøgelser har vist, at VR kan virke beroligende i tandlægestolen, ligesom fantomsmerter kan lindres, hvis patienten ser på en virtuel udgave af den amputerede legemsdel.

Uanset hvad formålet er, skaber VR nogle usædvanligt gode rammer for effektiv kommunikation. Brugeren bliver afskåret fra resten af verden og alt, der distraherer. Man får følelsen af at være til stede i en anden verden. Det skaber en langt stærkere fordybelse sammenlignet med traditionelle medier, og oplevelsen rammer intensivt og fuld af følelser. Det motiverer brugeren til at handle på følelserne. Desuden vil VR-oplevelsen stå skarpere i hukommelsen, fordi vores hjerner er bygget til at forbinde begivenheder og steder. Med VR kan du skabe et univers, som målgruppen får lyst til at udforske i mange minutter – eller ligefrem timer – ad gangen.

▶︎ Læs e-bogen om virtual reality her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *