20 tips: Lær noget nyt hver dag

Det kan godt være svært at følge med, hvis du er typen, der godt kan lide at være opdateret på alt det nyeste. Hvis du gerne vil have helt styr på GDPR, Facebooks algoritmer og blockchain – men du vil også gerne høre det seneste afsnit af din yndlingspodcast om tv-serier eller filosofi, og så var der lige den der bog, som din ven har anbefalet til dig. Så har du det ligesom mig.

Heldigvis findes kuren til os, der gerne vil lære en lille smule hver dag. Populært bliver det kaldt snackable learning eller micro learning. Det viser sig faktisk, at læring i mindre doser ad gangen gør det nemmere for os ikke at glemme vores nye viden. Ifølge forskning er det især effektivt som redskab til at lære medarbejdere nye færdigheder. Jeg har sat mig for at overføre teknikken til min egen hverdag, og her har jeg lavet en liste til dig med mine egne favoritter samt input fra Linkedin og mine unge medarbejdere.

Så her har du 20 steder, hvor du kan lære det hele på den halve tid.

På YouTube

1. Kurzgesagt – in a nutshell: YouTube-kanalen rummer en række animerede videoer, der på under 10 minutter forklarer fænomener fra et videnskabeligt udgangspunkt. Du kan finde videoer om mæslinger, hvide dværge, computervidenskab, atomkraft og meget, meget mere. Godt eksekveret.

2. World Economic Forum: Få indblik i verdensdagsordenen – hvad tænker de store virksomheder, politikere og andre vigtige aktører om verdens gang? Én gang om året sætter WEF den globale dagsorden til topmødet i Davos, men her sker der noget hele året.

Medier der er mere end nyheder

3. Big Think: På Big Think finder du en samling af artikler, videoer og podcastepisoder publiceret af eksperter inden for områder som f.eks. AI og VR, men også medicinsk forskning, politik og kultur. En mikrodosis fra genierne hver dag, som de selv beskriver det.

4. Web Designer News: Her bliver artikler om webdesign fra alverdens online medier samlet i et feed. Det kan dog sagtens anbefales, hvis du ikke er designer, men beskæftiger dig med digital strategi og kommunikation, sociale medier eller e-commerce.

Lyt dig til læring

5. Ted Talk Daily: Jeg er vild med Ted Talks som podcast – jeg behøver ikke se dem gå rundt på scenen. En nem måde at lære noget nyt, mens du er på farten.

6. Elektronista: Christiane Vejlø inviterer gæster i sit studie og taler om, hvad der rører sig på den digitale front. Hør afsnittet, hvor jeg optræder som gæst og fortæller om ’Fremtiden tilhører de frygtløse’ lige her.

7. Philosophize this!: Stephen West giver dig et overblik over de største filosofiske tænkere og begreber i episoder på under en halv time. Selv hvis du er total nybegynder i Heidegger og Kant, kan du følge med her.

8. Exponent: Beskæftiger sig med teknologiens rolle i samfundet. Her kan du blandt andet høre om forskellene mellem aggregators og platforme, techgiganternes fokus på kundeoplevelser, Facebooks krise og alt muligt andet.

9. Reply All: En podcast om internettet. Kort sagt kan du finde episoder om alle internettets hurtigtskiftende trends. Jeg kan anbefale afsnittet med den fængende titel ”What Kind Of Idiot Gets Phished?”.

Vil du gerne læse flere bøger?

10. Get Abstract: Træk den mest essentielle viden ud fagbøger inden for dit felt.

11. Blinkist: Samme idé som Get Abstract. Her kan du også samle dine resuméer som lydfiler.

Hurtige hacks

12. Udemy.com: Lær om Java Script, Blockchain, CSS og meget andet ved hjælp af onlinekurser til 9.99 euros.

13. Lifehacker.com: Som navnet insinuerer, får du hacks til alle aspekter af livet. Alt fra den perfekte coleslaw til mere effektive møder.

Parlez-vous français?

14. Duolingo: App’en der gør læring til et spil. Gennemfør etaper, optjen gems, og bliv langsomt flydende på dit valgte sprog. Du behøver ikke have noget kendskab til sproget på forhånd for at spille med. Andre sprog-apps kan du finde her.

15. Moths ordbog: Hvis du egentligt bare er mest interesseret i det danske sprog, kan du med Moths ordbog få indblik i dansk anno 1700. Her finder du ordforklaringer på skønne ord som pigernis Jens, svermer og fisseltud.

Apps der giver overblik

16. Feedly: I disse algoritmetider er Feedly en god app til få set alle opslag fra dine favoritmedier, -blogs og -influenter. Du kan kategorisere dit indhold efter emner, hvilket kun gør det endnu mere overskueligt.

17. Flipboard: En samling af artikler inden for de emner, der interesserer dig. Du kan personliggøre dit feed ved at bruge bestemte søgeord.

18. Pocket: Brug app’en til at gemme de artikler, du vil læse senere. Når du først har gemt dem, er de tilgængelige på både tablet, smartphone og din computer.

Få læring på mail

19. Helt Digital: Et af de nyhedsbreve, som man ikke har lyst til at afmelde! Her får du overblik over, hvad der rører sig på den digitale front f.eks. alt om de nyeste features på de sociale medier.

20. #notallmails: Et månedligt (dansk) nyhedsbrev, der både indeholder long reads og en samling af aktuelle nyheder med ligestilling og feminisme som de primære temaer.

Hvad mangler jeg på listen? Kom med dit bud i kommentarfeltet.

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag uddrag af min nye bog "Fremtiden tilhører de frygtløse"

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev 😊

Skriv en kommentar