Under Facebooks årlige F8 konference afgav Mark Zuckerberg et løfte om, at Facebook i fremtiden vil tage ansvar for, at deres platforme og tools skal bruges i det godes tjeneste. Senere forlød det, at Instagram vil lancere en form for nudging-redskab til at sætte en stopper for Zombie Scrolling Syndrome. Altså den der tendens med at scrolle endeløst gennem dit feed på dine sociale medier for så at starte forfra, når du er nået i bund.
Facebook er langt fra de eneste, der deltager i nudging-kampen for at få deres brugere til at bruge teknologi med omtanke og være mere offline. Måske bedst kendt er Netflix’ ”Ser du stadig med?”-meddelelse, som kom frem på skærmen, når du var godt i gang med at binge episode efter episode af House of Cards – og måske når du var faldet i søvn under seningen.
Ifølge en rapport om internettendenser for 2018 bruger voksne i gennemsnit seks timer på internettet om dagen, hvor vi blandt andet ser video på vores smartphones i 30 minutter. Så måske er det ikke en helt dårlig idé med en detox.
5 tiltag fra tech-giganterne
Som modsvar til techlash – kritikken af de store tech-virksomheder – har en række af dem lanceret tiltag, som sætter brugeren i kontrol over deres skærmforbrug. Jeg har her samlet fem eksemplr, der viser, at tech-giganterne gerne vil have dig til at være mere offline.
1. Instagram vil teste funktioner, som giver brugerne en meddelelse, når de har set alt i deres feed, og som viser, hvor meget tid du har brugt på app’en. Du vil modtage en besked, der siger noget i retning af ”Du har nu set alt fra de sidste 24 timer” for at få dig til at lægge app’en fra dig. De tester ligeledes en opdatering, der lader dig monitorere dit forbrug af app’en.
2. YouTube vil give seerne pauser til at hvile øjnene. Du kan sætte en timer til at give dig besked om, at det er på tide at hvile øjnene, f.eks. hver halve eller hele time. Du kan også fravælge notifikationer fra YouTube-app’en i forskellige tidsrum, f.eks. om aftenen eller i løbet af din arbejdsdag.
3. Apples Digital Health-initiativ blev delvist afsløret til den årlige WWDC, hvor en række andre nye opdateringer til iOS også blev fremvist. Indtil videre ser det ud til, at iOS får en opdatering, der gør det lettere for brugerne af iPhone at monitorere deres forbrug.
4. Anadre app’s til at tracke dit forbrug findes i mange varianter til både iOS og Android. Nogle bud er Monitor, QualityTime, Time Used og TimeLock. Prøv det.
5. Googles forældrekontrol er ikke direkte designet til at bruge mindre tid online, men til at hjælpe dig som forældre med at holde styr på, hvilket indhold deres børn bliver eksponeret for særligt på YouTube. Du kan læse mere om de tre features her.
5 tips til mere tid væk fra tech
Som mange andre danskere har jeg et arbejde, der gør, at jeg er meget på internettet og på min smartphone. Det har derfor været vigtigt at lave mine egne små nudging-regler til hverdagen, så jeg ikke falder i zombie scrolling-fælden. Læs dem nedenfor.
1. Tjek dit strømforbrug for at se, hvad du rent faktisk bruger din smartphone på. Det gør du ved at gå ind i indstillinger under ’batteri’ (på både iPhone og Android). Du kan også downloade en af de ovennævnte apps til at vise mere præcist, hvor meget tid du bruger på hvad.
2. Slet de apps, du bruger mest, men som ikke giver dig øget livsværdi. Jeg har fx slettet Facebook-appen og Messenger fra min telefon. Det kunne også være ‘dumme’ spil eller shoppe-apps, som skal slettes.
3. Lad telefonen ligge, når du bevæger dig væk fra hjemmet eller kontoret i kortere tid. Det er sjældent livsnødvendigt at have sin smartphone i lommen, når du skal hente mælk til kaffen. Hvem ved, måske bliver du så god til det, at du kan undvære den i flere timer?
4. Køb et vækkeur. Et godt gammeldags analogt vækkeur. Så kan du lade smartphonen blive ude af soveværelset om natten. Desuden er det også langt bedre at læse en bog, inden du skal sove, end at se kattevideoer på Facebook.
5. Fokusér. Det er en grundlæggende færdighed at kunne sortere i de mange information og input vi får digitalt i løbet af en dag. I stedet for bare at tage passivt imod ved at åbne sin indbakke eller facebook-appen, er det en god ide at overveje: Hvad vil jeg gerne vide mere om? Hvad vil jeg gerne lære? Hvad interesserer mig? Fagligt og privat? Hvad er vigtigt for mig at læse, se eller lytte til? Hvad gør mig i godt humør at læse, se eller lytte til? Og hvad vil jeg bruge disse input til – til at følge med i den daglige nyhedsstrøm, samfundsudviklingen, til at have den nyeste viden indenfor et felt eller…? Abonnér så på de nyhedsbreve, podcasts og Youtube-kanaler, der giver dig præcis det, og sortér dine apps på telefonen, så det, du gerne vil have mere af, ligger forrest.
Har du nogle andre gode tips til, hvordan du holder dit eget tech-forbrug under kontrol?