Er der forsat håb for, at vi kan afværge klimakrisen? Det afhænger i den grad af, hvem man spørger. Uanset svaret skal man som virksomhed undgå at sælge grønne drømme gennem merforbrug og falsk håb. Som mennesker er vi bedre tjent med at erkende, at klimakrisen får konsekvenser for os alle. 

Et håbefuldt begreb, som som dukkede op i klimadebatten i Danmark for et par år tilbage, særligt fremført af regeringen, er hockeystaven. Den bygger på den forestilling, at den teknologiske udvikling i forhold til klima er som en hockeystav: I lang tid sker der ikke noget, symboliseret af stavens lange skaft, men så lige pludselig udvikler teknologien sig eksponentielt, svarende til stavens fod, der symboliserer en opadgående kurve med et knæk på 135 grader. Jeg har fulgt teknologidebatten i mange år, hvor man har talt meget om eksponentiel udvikling. Det er da også korrekt, at noget teknologi udvikler sig eksponentielt, men problemet er bare, at vi ikke ved hvilken, og at vi slet ikke ved, hvornår den har tænkt sig at gøre det.

Vi oplever i disse år en stor udvikling indenfor AI, men det er efter flere lange AI-vintre, altså perioder, hvor udviklingen er gået meget langsommere, end selv den mest konservative fremtidsforsker havde forudset. Tag selvkørende biler eller flyvende biler. De findes i mindre skala, men er ikke mainstream. Når det gælder klimaet, er der to problemer med hockeystaven. For det første har vi ikke tid til at vente på hockeystavens effekt, for det andet aner vi ikke, om den vil indfinde sig. Det bliver altså et trosspørgsmål snarere end eksakt videnskab.

Hockeystaven giver således falsk håb: Idéen om, at teknologienseksponentialitet betyder, at nye teknologier som CCS og PtX indenfor ganske kort tid vil tage os fra klimakatastrofe til en verden, hvor vi kan fortsætte vores nuværende udledninger og forbrug, men samtidig holde temperaturstigninger nede og biodiversiteten intakt. Det scenarie er ikke realistisk. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal investere i og udvikle nye teknologier, for de giver muligheder. Det må bare ikke give falsk tryghed eller føre til manglende reduktioner i CO2 og andre udledninger på den korte bane.

Juraprofessor Kristian Cedervall Lauta beskriver i bogen Katastrofer, hvordan katastrofer fungerer som fremkaldervæske, der tydeliggør samfundets svagheder og forstærker de skævheder, der allerede er til stede. Han siger: “Selvom vi har en tendens til at tro, at verdenshistorien altid har båret mennesket fremad mod nye sejre, vidensformer og et bedre liv – så er det ikke rigtigt. Det har været en ujævn vej hidtil, og det bliver sikkert også en ujævn rejse videre.” Samtidig advarer Lauta mod en for naiv tiltro til teknologiens formåen, da vi med øget brug af teknologi øger “risikoen for, at kuren bliver sygdommen”.

Det bedste, man som virksomhed kan gøre ud over at reducere egne udledninger, er at arbejde med klimatilpasningsløsninger. Dels kan man her gøre en stor forskel for mennesker rundtom i verden, dels er det her, fremtidens virksomheder vil excellere. Der bliver brug for klimaricisi-management, for efterhånden som virkningerne af klimaændringer bliver mere alvorlige, kan virksomheder, der leverer klimarisikostyringstjenester, såsom risikovurdering, forsikring og katastrofeopsvingsplanlægning, opleve vækst i efterspørgslen. 

Vi skal fortsat investere i teknologi, og vi skal bruge teknologi, så vi kan afværge krisen bedst muligt. Vi må bare ikke tro, at der kommer en smart teknologisk løsning i morgen, som gør, at vi kan forbruge videre som hidtil, uden at det får enorme konsekvenser for planeten.

Den svenske fysiker Svante Arrhenius forudsagde i 1897, at temperaturen ville stige på grund af de øgede kuldioxidudledninger. Af al den teknologi, der er udviklet siden, har nogle bidraget positivt, som f.eks. vind-, sol- og termalenergi, mens meget andet overvejende har bidraget negativt til klimaforandringer – fly, biler samt onlineplatforme styret af kunstig intelligens. Sidstnævnte kender os så godt, at de kan få os til at købe en masse ting, som vi ikke har brug for. Vi kan uden tvivl bruge teknologi til at bruge færre af jordens ressourcer, men teknologien må ikke give os et falsk håb om, at den fikser det hele for os lige om lidt. Til gengæld har vi allerede i dag masser af teknologi, som kan bringes i anvendelse, ligesom mange virksomheder arbejder med cirkulære forretningskoncepter og produktforlængende tiltag. Frem for håb og tro skal vi fokusere på nysgerrighed, åbenhed, samarbejde, facts og data. Der er brug for et såkaldt growth mindset, hvor man er villig til at lære nye tilgange og metoder, samt plads til at begå fejl.

Erkendelsen af, at vi har overskredet point of no return, og at fremtiden med ekstremt vejr og høje temperaturer allerede er ankommet, ændrer, hvordan man som virksomhed skal agere, både strategisk og kommunikativt, ligesom det ændrer os på et personligt plan. Klimaaktivist, forfatter og filosof Esther M. Kjeldahl betegner denne erkendelse deep adaptation og fortæller om sin egen erkendelsesproces: “Håbet er måske nok ude, men der er stadig mange ting, der er meningsfulde at gøre.”

Man kunne tro, at erkendelsen af, at klimakrisen er irreversibel, ville føre til mismod og handlingslammelse. I stedet kan det føre til afklarethed og handlelyst, da man ikke længere skal navigere mellem de barske facts og en håbefuld, men falsk fortælling. Om I som virksomhed er klar til at tage denne samtale med jeres kunder, kan jeg ikke svare på. Men I slipper næppe for at have samtalen med jeres medarbejdere.

Artiklen er et uddrag af bogen Klimakommunikation – fra greenwashing til bæredygtig forretning (2. udgave, 2024)