Seks parametre for toplederens kommunikation

Når der tales om toplederkommunikation, vil man ofte støde på begreber som ‘autenticitet’, ‘oprigtighed’, ‘ærlighed’ og ‘troværdighed’. Udfordringen er, at man som topleder godt selv kan føle sig f.eks. oprigtig og troværdig, men det er i sidste ende omverdenens bedømmelse af én, som afgør, om man lykkes med at fremstå således. Så selvom det er efterstræbelsesværdige begreber, skal man samtidig passe på med f.eks. at være for ærlig i mange situationer – om det er i respons til andre mennesker, politiske holdninger eller private forhold, som hverken vedrører medarbejdere eller offentligheden. 

Vi har derfor i bogen UNMUTE dit digitale lederskab opstillet seks parametre for kommunikation, som er mulige at navigere efter som topleder, og som vi mener, er kende- tegnende for den regenerative leder i en verden, hvor vi er tilgængelige online det meste af vores arbejdstid. Følger man disse parametre, vil den regenerative kommunikationsstil fungere som karmaloven – jo mere du giver, jo mere får du igen. Det betyder omvendt også, at jo mere du og virksomheden ‘sviner’ og udnytter andre som ressourcer, enten miljømæssige eller på et menneskeligt plan, jo mere skidt får du også tilbage igen. 

1. MØD VERDEN MED NYSGERRIGHED

Vær nysgerrig på dine medarbejdere og andre mennesker, på din omverden og overfor forandringer og ting, du ikke helt forstår. En nysgerrig kommunikation er typisk også mere positiv end en dømmende eller fordomsfuld kommunikation. Nysgerrig kommunikation åbner samtalen og dialogen op, og den giver dig mulighed for at blive klogere. 

Vi møder desværre fra tid til anden topledere, som er præget af fordomme eller uvidenhed og som ikke holder sig tilbage fra at omforme det til en klippefast holdning. Det kunne f.eks. være en holdning om, at gaming er skadeligt, til trods for at 44 procent af danskerne ifølge YouGov faktisk gamer. Hvis man i stedet var nysgerrig på at forstå, hvad dette enorme fænomen går ud på, ville man måske kunne opdage nye samarbejder og forretningsmuligheder og måske bruge gaming-teknikker i forbindelse med intern læring, onboarding og flere andre ting. 

Når du er nysgerrig, vil du lytte mere, end du taler. Helt konkret kan det være på sociale medier, du ’crowdsourcer’, dvs. beder om input til et givent emne, eller beder folk om at tage stilling til et fagligt dilemma. 

2. HAV FOKUS PÅ ROS OG ANERKENDELSE

Noget af det, der ofte er alt for lidt af på arbejdspladser, er ros og anerkendelse. Gør det til en integreret del af din kommunikation at rose og anerkende, ikke bare chefkolleger og medarbejdere, men også folk uden for virksomheden, som du synes, der siger eller gør noget godt. Ros opad, nedad og til siden. Det kan være alt fra en konkurrerende topchef til det lille startup, eller en NGO, som du har lagt særlig mærke til. 

Det kan virke en anelse udspekuleret, når det står her sort på hvidt, men det gør noget godt for dig som menneske og for dit brand som topleder, og det vil tilmed gøre modtagerne af rosen og anerkendelsen glade. Husk på, at ros og anerkendelse ikke er et nulsumsspil. Du har uendeligt af det, og du behøver ikke putte med det. Det er gratis at give det. 

Det skal naturligvis være oprigtigt, så gør det til en vane at rose og anerkende andres bedrifter og talenter, måske også dem, du oplever at være i en form for konkurrence med eller i opposition til. Det er et kendt greb inden for lobbyisme, at man roser og anerkender politikere på sociale medier for at få deres opmærksomhed og måske goodwill. At række ud på denne måde er også en fremragende måde at styrke netværket på.

3. DEL UD AF DIN VIDEN OG TVIVL 

Som topleder følger du med på en række områder, bliver løbende informeret om, hvad der sker både i virksomheden og i samfundet, og har i øvrigt din faglighed i bagagen. Vær ikke nærig med dine erfaringer og viden. Del ud af dem, både internt og eksternt. Her er det også OK at tale om det, du er i gang med at lære, ja tilmed fra tid til anden dele din tvivl. Du kan træde ud af rollen som chefen, der har et svar på det hele, og i stedet være en glad amatør på lærings- rejse. Det vil kun være menneskeligt. 

Under covid-19 har vi set, hvordan en række topledere har fortalt om det, der har været svært, heriblandt administrerende direktør i Grundfos Mads Nipper. Medier som Børsen og lederstof.dk har stor succes på sociale medier med portrætter, hvor topledere viser en større sårbarhed og transparens omkring egne fejl og nedture. Det er med til at skabe identifikation og menneskelighed bag den polerede CEO-facade. 

Det mest optimale er, når det, man deler både internt og eksternt, sådan set bare er et biprodukt af ens arbejde, research og refleksioner. Man skal altså ikke opfinde en helt ny kommunikationsdisciplin eller begynde at researche en masse for at kunne kommunikere.

Som topleder har du et kæmpe arsenal af erfaringer, viden og gode råd, som du helt sikkert kan dele ud af. Det kan også være ting, man har taget fejl med, eller tvivl man har, og som man ved at dele med andre faktisk selv kan blive klogere på.

4. VÆR EN GOD ROLLEMODEL

Som topleder vil du være en rollemodel for mange i virksomheden og omverdenen. Tag det på dig, at du er rollemodel for både medarbejdere og andre uden for virksomheden. Med det følger et særligt ansvar. Vi har nok alle oplevet eller hørt om chefer, som mente, at nu havde de altså kæmpet sig hele vejen til tops, så derfor har de særlige privilegier. Men se det omvendt – du har kæmpet dig hele vejen til tops, du har gjort det som mange drømmer om, men de færreste opnår – hvordan kan du inspirere andre? Kan man f.eks. køre rundt i en stor dieselsluger, mens man prædiker, at virksomheden skal være CO2-neutral? Kan man sidde i et stort enmandskontor, mens alle andre i virksomheden skal operere med ‘free seating’? 

Kommunikativt betyder det, at der skal være overensstemmelse mellem det, man gør, det, man siger, og det, som virksomheden gerne vil stå for. Man behøver ikke nødvendigvis at blive veganer og gå i genbrugstøj (men hey, hvorfor ikke?), men handlinger taler mere end ord. 

Samtidig hører det med til at være en god rollemodel, at man formår at være en anelse ydmyg med, at man er blevet hjulpet godt på vej af f.eks. en velfærdsstat, et godt netværk, måske endda en privilegeret familie. Mist aldrig blikket for dem, som har haft andre og vanskeligere forudsætninger i livet end dig. Privilegieblindhed burde være den ottende dødssynd. Når det er sagt, er det naturligvis helt i orden at eje sin succes og stå ved det, man har opnået. Vær ikke bange for at føre dig frem, men gør det med respekt for omverdenen. 

En god rollemodel er også bevidst om at give tilbage til yngre generationer. Så spørg dig selv, hvordan du bedst kan bidrage til den næste generation. Er det ved at gæsteundervise på en uddannelse, ved at invitere indenfor via et ‘unge-advisory board’ eller slet og ret ved at dele ud af dine gode råd til unge, ambitiøse mennesker?

5. FIND DIN STEMME I VERDEN 

Der er en stigende forventning til, at virksomhedsledere tager et samfundsansvar. Det skyldes dels en manglende tro på, at politikerne alene kan fikse de store udfordringer, vi står overfor i verden, og et stigende krav fra forbrugernes side om ordentlighed og transparens – godt hjulpet på vej af den megen information, man selv som forbruger kan opsøge om en virksomhed, dens produkter og dens topledere i dag. Her støder man også på begrebet ‘CEO-aktivisme’, som dækker over, at man som CEO eller anden topleder aktivt blander sig i samfunds- debatten.

Du behøver ikke at være partipolitisk, men spørg dig selv, hvad du tror på, og hvad virksomhedens og dine ledelsesværdier betyder for, hvordan samfundet udvikler sig.

Er klimaforandringer noget, der optager dig? Vild natur? Diversitet? Ligestilling? Uddannelse til verdens fattigste? Digitalisering som en vej til at løse nogle af de store samfundsudfordringer? Bedre forhold for iværksættere og selvstændige? Et opgør med regeltyranni? Fortsæt selv. 

Lav eventuelt en liste over dine kæpheste som topleder (ikke som privatperson, selvom de to jo er svære at adskille, men at engagere sig i vejbump på din villavej tæller ikke her), og udvælg dem, som stemmer overens med det, som virksomheden kæmper for, eller gerne vil stå for her i verden. Kommunikation uden handling er hult, så sørg for, at der er handlinger bag dine holdninger. Man kan sagtens kommunikere sig til en forandring. Derfor giver det også god mening, når virksomheder melder ud, at de har planer om at være CO2-neutrale. Men at sige at man vil være ‘delvist CO2-neutrale i 2050’ er at komme med på en badebillet.

6. FORNY DIG

Når man som topleder finder en kommunikationsform, som fungerer godt og effektivt, skal man naturligvis fortsætte med den. Men man kan også nemt komme til at sidde fast og bare gentage formatet i det uendelige. Overraskelse og fornyelse som form er sommetider den mest effektive måde at trænge igennem med et budskab. 

Vi oplever, at der ofte er stor forskel på det medieforbrug – og dermed også det verdenssyn – som topledere har, og så det, som deres yngre kunder, borgere og medarbejdere har. Lad os for nemheds skyld her definere unge som under 30 år. De vil i højere grad orientere sig via sociale medier som TikTok, Snapchat, Reddit, Instagram, YouTube, Twitch m.m. Her får de nogle lidt andre nyheder end i papiraviser og nyheder på TV. Det er også et helt andet formsprog og nogle andre formater.

Skal man gøre sig håb om at forstå de yngre generationer, gør man således klogt i at være nysgerrig på nogle af de platforme, som optager dem. 

Her er derfor en række bud på, hvordan du i løbet af 5-10 minutter kan opgradere både dine kommunikative færdigheder og din viden om forskellige platforme og kommunikationsformer. 

  1. Tjek App Store på din telefon. Hvilke apps er de mest populære for tiden? Hvad er det mon et udtryk for?
  2. Tjek ‘YouTube trending’ og se en eller flere ‘hotte’ videoer. Er de sponsorerede? Hvem laver dem? Hvori ligger deres appel? Tjek også gerne kommentarsporene.
  3. Prøv filtre og linser på Snapchat, TikTok og Instagram. Det er sjovere, end man skulle tro. Hvilke reklamer finder du på disse platforme?
  4. Se en live-video på Twitch. Hvordan er interaktionen med seerne? Hvilke spil er mest populære?
  5. Prøv et nyt online-værktøj. Alt fra videoredigering til at designe en app. 

Artiklen er et uddrag fra bogen UNMUTE dit digitale lederskab

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *