YouTube - en verdensberømt viral tween

Til maj 2015 kan YouTube sætte 10 lys i lagkagen*. 10 år med hjemmevideoer, virale hits og gør-det-selv-videoer. YouTube er på de 10 år vokset til noget, der er større end en simpel hjemmeside. Det er et fænomen, et fællesskab og big business. Hvor mange danskere bruger det, er det et socialt medie, og hvad betyder det for din forretning?

YouTube er vores fælles underholdningsplatform, hvor vi ser vanvittige klip og musikvideoer. YouTube er vores fælles videncenter, hvor vi lærer alt fra at stryge en skjorte, lægge den perfekte makeup eller se, hvordan man spiller Minecraft på den fede måde. Eller bliver fascineret og underholdt, som når Lars Andersen fremviser med sit imponerende bueskydning. Videoen er set over 30 millioner gange.

De mest sete videoer er indenfor emnerne

Computerspil. Den største internationale YouTube-stjerne PewDeePie med lidt over 35 mio. subscribers optager sine computerspil. Den mest populære YouTube-kanal i Danmark er kæresteparret bag RobinSamse med over 110.000 subscribers. Deres videoer handler også om computerspil som Minecraft.

Musikvideoer er en anden stor kategori. Den mest sete YouTube-video i 2014 var Basim med Cliche Love Song. Se de ti mest sete youtube-videoer i Danmark i 2014. Den mest polære video med over 2 milliarder visninger er Gangnam Style.

Vlogs er en tredje populær genre. Her deler brugerne ud af hverdagserfaringer samt rejse- og beautytips i deres videodagbøger. En af de populære vlogs er amerikanske Good Mythical Morning med de to fyre Rhett and Link , som har over 6 mio. subscribers. Deres daglige morgen-talkshow indeholder alt fra sketches, sjove musikvideoer og challenges, eksempelvis voks-behandlinger.

“Tweens søger for det første musik, eksempelvis Miley Cyrus og Katy Perry. En anden meget søgt kategori er YouTube-stjerner, f.eks. PewDePie og Cute Girls Hairstyles. Færdigheder, sport og interesser fylder også meget, når man spørger til de 7-12- åriges favoritter på YouTube.” Kilde: DR Medieudviklingen 2014

Danskerne er vilde med Youtube

De nyeste tal fra Google viser, at danskerne er storforbrugere af YouTube. 1,2 millioner danskere er på YouTube hver dag og 1,9 millioner ugentlige brugere. Mændende bruger YouTube mere end kvinderne, 58% af brugerne er mænd, mens 42% er kvinder. Samme mønster gør sig gældende i forhold til alder, hvor 58% af de danske YouTube-brugere er under 40 år.

Ifølge tal fra DR er YouTube den tredjemest populære hjemmeside i Danmark efter Google og Facebook. Danskerne mellem 15-75 år bruger i snit 6 minutter om dagen på YouTube. Til sammenligning bruger de 2 minutter dagligt i snit på at streame DRs indhold. Ifølge Googles egne tal streamer danskerne under 40 år dog 60 minutters YouTube om dagen.

YouTube har også et godt tag i de unge og de helt små. 17% af de 3-6 årige er på YouTube dagligt eller næsten dagligt. Blandt de 7-12 årige er det 38% dagligt eller næsten dagligt og 73% ugentligt.

Danske YouTube-kanaler, der er værd at holde øje med

Den danske del af YouTube bugner med teenage-youtubere, der har seertal, som er en mindre landsdækkende tv-kanal værdig. Det gælder fx:

  • Slikhaar er to aarhusianske fyre, som har gjort deres YouTube-kanal til big business. De giver tricks til, hvordan man kan style sit hår ligesom kendte, fx Justin Bieber eller David Beckham.
  • Førnævnte RobinSamse – et dansk kærestepar med over 110.000 subscribers. De lægger videoer op af, at de spiller Minecraft. Deres mest populære video har knap 1 million visninger.
  • Den 15-årige Kristine Sloth med over 70.000 subscribers videoblogger om mode, skønhedsprodukter og andre vigtige ting i livet som teenager.
  • NovoPleco med knap 50.000 subscribers – to 16-årige drenge fra Helsingør som leverer videoer med masser teenage-humor.
  • Rasmus Brohave med over 30.000 subscribers. Han beskriver sig selv som “en 17-årig dreng som elsker at underholde folk.”
  • Og mange flere….

Splay Danmark er med over 50.000 subscribers Nordens største YouTube-netværk. Splay samler de største YouTube-stjerner, og på Splays Youtube-kanal kan man finde programserier og samarbejder mellem Danmarks største youtubers. Netværket fungerer som portaler for de enkelte kanaler på YouTube. Portalerne er samtidig et salgsnetværk, der mod en procentdel af indtægterne varetager opgaver som  salg, markedsføring og trafikoptimering for youtuberne.

MAZE er ifølge deres Youtube-profil “Danmarks største professionelle YouTube-netværk, der samler de største danske YouTube-stjerner ét sted.”  De samarbejder med Google og YouTube om aftaler til deres YouTube-stjerner.

Splay og MAZE er YouTubes svar på BloggersDelight, en sammenslutning af over 220 bloggere. Det er gode steder at starte, hvis man som virksomhed gerne vil have fat i nogle af de populære og upcoming danske internet-darlings.

Er YouTube et socialt medie? Ifølge Christine Sørensen, kommunikationsansvarlig for Google (og dermed Youtube) i Danmark, er YouTube først og fremmest en platform. Men jo, det er også et socialt medie, idet brugerne jo kommenterer på hinandens videoer, og youtuberne gæsteoptræder i hinandens shows.

YouTube for voksne

Der er også en mere samfundsrelevant del af YouTube, som jeg personligt har en forkærlighed for. Det er mere dokumentariske videoer som fx:

Det sociale eksperiment ”Would you help a homeless in need?” lavet af to russere bosat i Stockholm

Socialt eksperiment af den populære youtuber Josh Paler Lin, hvor han ser, hvad der sker, når han giver en hjemløs 100 dollars. Det er blevet til en hel serie af videoer med den hjemløse mand, Thomas. Siden er videoen dog blevet kritiseret for at være iscenesat.

Videoer om sociale medier som fx denne, der forklarer unges brug af Snapchat

*Medierne fejrede YouTubes 10 års fødselsdag i februar 2015, som her TV2 med de 5 mest populære videoer gennem årene. Det var der, domænet blev registreret, men først i maj lancerede YouTube en betaversion, for så i november 2015 at have den officielle lancering. Google, som i 2006 købte YouTube for 1,65 mia. dollars, fejrer selv fødselsdagen i maj. 

Hvordan kan din virksomhed bruge YouTube? 

1) Tænk YouTube til content marketing. Alliér jer med dygtige vloggers og YouTube-talenter, der kan levere indhold indenfor jeres emne til jeres kanaler. De skal have et kreativt frirum til at lave det indhold, der fungerer. Som fx Toni&Guy, som betaler YouTube-talenter for at levere indhold.

2) Uploade jeres egne videoer, fx produktvideoer, tutorials, guides eller animationsvideoer. En amerikansk undersøgelse peger på, at folk er mere tilbøjelige til at købe et produkt, de har set en video med. Jeg er selv en af dem, der gerne baserer et køb på produktvideoer, især hvis det gælder elektronik eller køkkenudstyr.

3) Annoncere med pre-rolls, hvor jeres annonce bliver afspillet før YouTube-videoen. Man kan vælge at give brugerne mulighed for at klikke annoncen fra. Man betaler ikke for de visninger, hvor folk klikker fra indenfor 5 sekunder. Læs mere og kom i gang med YouTube-annoncering her.

4) Ved at være aktiv på YouTube med kommentarer på andres videoer, gå i dialog og anskue det som et socialt medie.

5) Husk på, at det ikke nødvendigvis er et viralt hit, I har brug for. Lav i stedet indhold, som er relevante for brugerne i jeres niche, som fx Søstrene Grenes DIY-videoer eller Silvans gør-det-selv-skole.

Har jeg overset din yndlings-youtuber eller et godt YouTube-tip? Skriv en kommentar.

Andre blogindlæg

Tilmeld dig nyhedsbrev og modtag uddrag af min nye bog "Fremtiden tilhører de frygtløse"

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev 😊

2 kommentarer

[…] Læs mere om danskernes brug af YouTube […]

[…] Læs mere: Danskerne er vilde med YouTube […]

Skriv en kommentar