Hvad sker der, når vi fjerner den fysiske arbejdsplads som den primære kulturbærer? Vi har her skitseret en række principper, som kunne gælde i en digital kultur. Mange af dem kunne også gælde i en fysisk kultur, men der tager vi dem måske for givet og har ikke sat ord på. Vi anbefaler, at man sætter ord på sin digitale kultur, så medarbejderne kan se, hvordan de fortsat indgår i et fællesskab med kolleger. Vi har defineret 12 parametre for en organisation, som vi gerne ville være en del af. Måske ser de helt anderledes ud hos jer.
1. Vi hjælper hinanden. Uanset om vi sidder i Bjerringbro eller Beijing.
2. Vi taler virksomheden og hinanden op. Internt og eksternt.
3. Vi deler viden med hinanden. På den måde skaber vi nye relationer og sammenhænge – mellem mennesker, mellem fagligheder, mellem problemer og løsninger.
Vi melder klart ud,hvis vi har brug for hjælp eller sparring, for at være i fred eller for at snakke med nogen.
5. Vi er drevet af en nysgerrighed til at undersøge nye ting, prøve andre ting af og eksperimentere. Vi nørder, leger og træner os til ny viden og nye løsninger.
6. Vi har alle et ansvar for at skabe et godt arbejdsliv. Både når vi arbejder alene og når vi arbejder sammen med andre.
7. Arbejde er ikke alt. Husk pauser og at holde helt fri.
8. Vores ledere lytter til den enkeltes behov og ambitioner. Arbejdsopgaverne tilpasses, så alle bliver tilstrækkelig udfordret, men altid har en hjælpende hånd i ryggen.
9. Vores virksomhed er en del af et større økosystem, hvor freelancere, samarbejdspartnere og kunder inddrages og behandles med respekt og lydhørhed.
10. Det vi gør, skal skabe en positiv forskel i verden. Vi giver mere tilbage, end vi tager. Oplever du det modsatte, tal med dine kolleger, din tillidsmand eller chef om det.
11. Vi hylder mangfoldigheden. Det betyder, vi lytter til både dem med megen erfaring og dem, der er helt nye på arbejdsmarkedet, eller som er yngre endnu. Vi lytter til folk med forskellige levevis, baggrunde, livsvalg og uddannelse etc.
12. Vi hylder andres succes. Både internt og eksternt.
Økosystemet, som nævnt i punkt 9, er afgørende for den måde at forstå virksomheden på i en digital kultur. Hvis vi skal lykkes med den digitale kultur, skal vi se os selv som værende i sync med omverdenen. Vi skal være virksomheden, som freelancerne elsker at arbejde for, som samarbejdspartnere omtaler positivt på sociale medier, og som kunderne føler, de kan komme med nye idéer til og blive taget alvorligt. Det betyder også, at man ikke fejrer, når det går dårligt for konkurrenterne, for man er en del af det samme økosystem. Laura Storm, bæredygtighedsekspert og forfatter til bogen Regenerative Leadership, siger hos Nordnet: ”Den succesfulde leder skal ud af glaskontoret, lukke excel-arket og slå øjnene op for den virkelighed, vi står midt i, hvor alting hænger sammen, og små rystelser et sted hurtigt kan få katastrofale konsekvenser et andet sted. Som leder er du facilitator af forbundne økosystemer og mennesker under konstant forandring – du er ikke diktator eller controller.”
Artiklen er et uddrag af bogen UNMUTE dit digitale lederskab (2021), skrevet med Julie Kristine Strange. Læs mere fra bogen her.