Det regenerative og digitale lederskab

Det regenerative digitale lederskab er komplekst og mangfoldigt. Der er ikke én rigtig måde at lede på. Det har forskning vist gang på gang. Men hvad forskningen og vores erfaring også viser os, er, at der faktisk er adfærdskompetencer, der er mere værdiskabende end andre når vi er digitale det meste af tiden. Et studie på mere end 20.000 ledere og over 2.000 kompetencer, viser, at otte kompetencer differentierer de helt ekstraordinære ledere. De otte kompetencer handler om at være troværdig, strategisk, forretningsorienteret, motiverende, kommunikativ, udviklende, resultatorienteret og innovativ.

Modellen viser hvordan lederskabet ændrer karakter i takt med væksten i de to drivende akser: den digitale udvikling og den regenerative økonomi. Der skabes nye rum – på hvert niveau – for hvordan du som topleder kan agere. Hvert højere niveau rummer nye muligheder for vækst og værdiskabelse.

Fem niveauer af digital og regenerativ topledelse

Overvej hvor du og din organisation typisk befinder jer.

  1. Det fysiske kontor er scenen for topledelse. Vi udnytter ressourcer til gavn for virksomhedens indtjeningsevne eller for toplederens egen vindings skyld. Det kræver overvågning af de ansatte, da vi ikke kan stole på deres indsats uden opsyn.
  2. Vi er i gang med at erstatte det at lede i en fysisk ramme med at lede i en digital ramme én til én uden tilpasning. Det er i virkeligheden det værste at gøre. Det er hverken fleksibelt eller humant og vil ikke opleves nærværende eller troværdigt af de ansatte.
  3. Vi begynder at indse, at det digitale giver nye muligheder for topledelsen. Vi træner i at opbygge tillid, følgeskab og troværdighed digitalt. Nye ideer implementeres med afsæt i, hvordan mennesker udvikler sig og arbejder bedst.
  4. Topledelse er mere og mere digitalt forankret. Det store spørgsmål er, hvordan vi kan tjene penge og samtidig give mere tilbage, end vi tager? Fokus er på at få gavn af teknologiens mange muligheder, og vi leder sikkert vores ansatte ind i det ukendte.
  5. Topledelse er en cirkulær proces, hvor vi hele tiden genopfinder os selv og arbejder eksplorativt. Udover at tjene penge bidrager vi aktivt til verden. Vi tager et ansvar for, at de ansatte og tilknyttede samarbejdspartnere kan blomstre og udvikle sig.

Artiklen er et uddrag af bogen UNMUTE dit digitale lederskab (2021), skrevet med Julie Kristine Strange. Læs mere fra bogen her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *