Vi har nogle formidable forudsætninger i Danmark for at drage nytte af den digitale udvikling. Vi har verdens næstbedste internet, kun overgået af Sydkorea. Danmark blev i 2015 kåret som det mest digitaliserede EU-land. Vi har alle forudsætninger for at være superdigitale.

Andre lande har mindst lige så langt eller længere til det, som indtil videre blot er en forestilling om et digitalt nirvana. Det går faktisk ret godt. Så hvor bliver begejstringen egentlig af? Vi har brug for en ny diskurs for Danmark. En national »yes we can«-bølge eller en Tony Robbins-epidemi.

Derfor er det ærgerligt, at ord som disruption, digitalisering og innovation er blevet slidte, før vi for alvor er kommet i gang. Det gør det alt for nemt at afskrive digitaliseringens forandringer som en hype. Men der er tale om grundlæggende forandringer af vores samfund, sociale samvær og vores forbrug, som påvirker os alle. Problemet er, at begreberne alt for ofte bliver anvendt, uden at vi siger, hvad vi mener. Når vi siger disruption, er vi så virkelig klar til at ofre den eksisterende forretningsmodel til fordel for en ny og ukendt vej? Når vi skal digitalisere, er vi så åbne omkring, at det betyder nye arbejdsopgaver eller kan føre til afskedigelser? Når vi skal være innovative, er vi så klar til at acceptere, at praktikantens idé kan være bedre end direktørens?

Når det gælder den teknologiske udvikling, er jeg i udgangspunktet optimist, men det er naivt ikke at forholde sig til teknologiens slagsider. Nissen flytter med, om det så gælder global ulighed og sexisme eller sikkerhed og privacy. Det betyder dog ikke, at vi skal fortabe os i dommedagsprofetier og en diskussion om begreber.

I stedet bør vi tale om, hvordan vi styrker vores virksomheder på en ansvarlig måde – hvordan vi skaber bedre produkter, opdyrker nye markeder samt bliver mere effektive, bliver bedre til at rekruttere, fastholde og efteruddanne ledelse og medarbejdere. Og her spiller teknologi en væsentlig rolle. I praksis handler digitalisering ofte om noget så usexet som at optimere it-systemer fra produktion til fakturering, kundedata, sikkerhed, salg og markedsføring. Det er alt det kedelige, der gør forskellen. Som den visionære entreprenør Elon Musk tweetede i december 2016: »Boring, it’s what we do«.

Lytter man til politikerne, kunne man få det indtryk, at det handler om noget helt andet. I deres optik skal alle virksomheder helst være gazeller, enhjørninge eller et helt tredje klovdyr. Det umiddelbare, store danske potentiale ligger dog i at udvikle SMVerne frem for at råbe på flere enhjørninge. Her er opgaven at få de mindre virksomheder til at investere noget mere i teknologi og medarbejdere. Digitalisering gør virksomheden i stand til at skalere service og ydelser og frigiver tid hos medarbejderne til kundepleje og innovation. Det muliggør nye forretningsmodeller, og det er her, det for alvor bliver spændende.

Men hvis den rigdom, som digitaliseringen medfører, betyder, at ikke alle føler sig som en del af samfundet og ikke kan se deres rolle i et sådant, kan det føre til flere grænsebomme, mure og handelsmæssig protektionisme samt en ensidig satsning på job inden for gamle industrier. Digitaliseringen lader sig ikke stoppe, men teknologien gør ikke noget godt for verden, hvis den ikke er til gavn for andre end dem, der sidder i toppen af pyramiden. Derfor er det også glædeligt, når statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med det danske formandskab for OECD-ministermødet skriver i Berlingske, at vi ikke må ignorere dem, der oplever globaliseringen negativt: »Derfor tager jeg til OECD med det budskab, at vi skal bygge bro over denne kløft. Ved at tage uligheden alvorligt. Tage skeptikerne alvorligt.«

Det forpligter til politisk handling, når dagsordenen i OECD og World Economic Forum er rykket fra vækst til lighed forstået som lige adgang til globaliseringens goder og digitaliseringens muligheder.

Skal vi vende bøtten herhjemme og demokratisere digitaliseringen, handler det om måden, vi taler om teknologi på. Vi skal gøre begreber som kunstig intelligens, Internet of Things, robotter og virtual reality tilgængelige og konkrete. Det er ikke et fremtidsmonster, som kun er forbeholdt de få, men noget som vi alle kan forstå og anvende. Ligesom klimaforandringer skal omsættes til f.eks. madspild, plastikaffald og spar på vandet-budskaber for, at vi som borgere kan handle på det. Lad os bruge mindre tid på at skræmme hinanden med skrækhistorierne og mere tid på at tale om teknologi på en måde, så alle kan forstå det. Kunstig intelligens er allerede en væsentlig del af vores hverdag – f.eks. i smartphonen, på internettet og i sundhedssektoren. Lad os ikke give teknologien skylden for menneskers ufuldkommenhed, om det så gælder fake news eller Skats fejlslagne IT-projekter.