Fra iPhone til Fairphone – her er fordele og ulemper

Jeg har anskaffet mig en Fairphone, som er et hollandsk mærke. De har flere varianter, og jeg har valgt e/OS, som er Google-fri. Den er naturligvis også Apple-fri. 

Her vil jeg skitsere nogle af mine erfaringer med den. Til sidst vurderer jeg, om jeg vil anbefale den til andre. 

Hvorfor en Fairphone? 

  • Den er Google- og Applefri, hvilket betyder, at du ikke afgiver data til de to techgiganter, og at du ikke bliver låst i deres systemer. 
  • Den er lavet af genbrugsmaterialer og reparerbar. Hvis skærmen eller kameraet går i stykker, kan du købe det som reservedel og selv skifte det ud blot ved hjælp af en lille skruetrækker. Se kort video fra Fairphone her (advarsel: link til Youtube 😅). Den er således designet til at holde længe. Det er i sig selv ret fantastisk.
  • Den er europæisk, nærmere bestemt hollandsk, så den lever op til GDPR, og alle data er opbevaret i Europa. 
  • Man støtter en europæisk virksomhed, hvilket for mig at se er sund fornuft i disse tider. 
  • Fairphone fokuserer ikke kun på materialerne, men også på arbejdsforholdene i produktionen, f.eks. ved at betale arbejderne over minimumslønnen og fremme gennemsigtighed i forsyningskæden (tak til Michael Steensen for at pointe dette).

Hvordan virker den? 

  • Den har en række indbyggede apps; App Lounge, kort, kalender, mail, ur etc. De fungerer godt. Kortet har ikke restaurantanbefalinger som Googles, den koncentrerer sig mest om bare at finde vej. Jeg bruger HereWeGo i stedet for den indbyggede kort-app.
  • Du kan naturligvis downloade Google Maps, Gmail etc., men så går pointen med at have en Google-fri telefon fløjten. 
  • Jeg fik downloadet alle mine kontakter fra Iphone/Mac til min Fairphone uden problemer (ved at downloade dem som Vcards, sende som mail til mig selv, og så hente ned via Fairphone, læs evt. mere hos Apple

Hvad virker ikke – eller hvad kan jeg ikke få til at virke? 

  • MitID, hvilket volder udfordringer med at bruge andre apps: Bank, kørekort, e-boks mm. Jeg har anskaffet mig en kodeviser (kan bestilles fra staten her, den er i øvrigt “made in China”). Man skal via MitId-appen ændre indstilling til kodeviser (hvilket kun kan ske når man allerede er logget ind… herefter skal man vente 24 timer, det tog mig lidt tid at finde ud af). Læs mere hos mitid.dk. Mit-ID appen virker dog fortsat ikke, men jeg kan tilgå netbank via browseren og så logge på med kodeviser. Endvidere kan jeg bruge kodeviseren, når jeg skal bruge MitId på computeren.
  • Rejsekort app, da rejsekorts tracking og telefonens privacy-indstillinger ikke taler sammen (nogle med mere teknisk indsigt kan nok forklare det bedre).
  • Kreditkort kan man ikke få ind på telefonen. Jeg har heldigvis stadig mine plastikkort. Det betyder så også, at MobilePay ikke virker.
  • Jeg kan ikke sende og modtage fotos på sms (MMS), så her bruger jeg Signal el. lign.
  • Den kommer med et basis-tastatur uden emojis, så jeg har hentet Typewise, en schweizisk app, så jeg har tastatur med emojis 🤩 Jeg kan desværre ikke aktivere premium-funktionen, da jeg ikke kan købe noget via telefonen. 
  • Tale til tekst virker ikke (kan ikke finde passende app med dansk).

Kan jeg anbefale Fairphone? 

Nå, det var alt bøvlet – hvad er så gevinsten, og skal du købe en Fairphone?

  • Ja, hvis du er klar til at slå op med big tech og ikke vil trackes 💪
  • Ja, hvis du er ok med at have dine plastikkort med rundt (igen) 
  • Ja, hvis du vil opleve, hvor meget Google, Apple og andre store amerikanske tech-virksomheder styrer vores samfund – og hvordan den danske stat gør det umuligt at vælge Google/Apple fra.
  • Nej, hvis du ikker orker forandringer og en lille smule (ok, en hel del) besvær.
  • Nej, hvis du har en fungerende smartphone, så behold den. Næste gang du skal have en ny, så overvej en europæisk variant. 

Læs også:

6 kommentarer til “Fra iPhone til Fairphone – her er fordele og ulemper”

  1. Jeppe Bundsgaard

    Tak for god gennemgang! Jeg bruger /e/os (på min gamle oneplus 6 der ikke længere ville opdatere android) som er det der også bruges af Fairphone. Jeg kan godt sende mms. Jeg tror det kan være en indstilling du skal ændre som dit teleselskab oplyser om i sine vejledninger vil jeg tro.
    Jeg kendte ikke Typewise. Smart! Men jeg kan ikke få æøå til at være til stede på tastaturet, så det går ikke, synes jeg.
    Jeg bruger GBoard som godt nok er lavet af google (ligesom android er det), men har høj privacyscore ifølge Exodus. Den gør at jeg kan swipe ord, og det synes jeg er virkelig smart. Har heller ikke problemer med følelsesikoner.
    MobilePay virker ikke fordi virksomheden bag har besluttet at kræve at google godkender telefonen. Det er samme årsag til at MitID ikke virker, og nu heller ikke en række mobilbanker. Det er under al kritik. Men det går jo med en kodeviser.

  2. Jeg flirter med tanken.

    Men er MobilePay ikke en KÆMPE udfordring at skulle undvære ..?

    1. Astrid Haug

      haha det er til tider lidt besværligt, særligt mine teenage-børn er lidt utilfredse med det 😅 i nødstilfælde får jeg min mand til at overføre via hans Mobilepay (vi har fællesøkonomi). Så jeg klarer mig egentlig ganske fint. Det ville jo være federe, hvis MobilePay ville gøre det muligt at bruge udenom de to tech-giganter 😏

      1. Tak for svar, Astrid.

        I forhold til MitID og andre statslige spillere: Tror du, det vil komme højere op på deres dagsordner at lave apps til Fairphone eller andre europæiske alternativer, jo mere den pro-europæiske dagsorden vinder frem?

        1. Astrid Haug

          ja det tror jeg helt klart – det er mit indtryk, at digitaliseringsministeren er opmærksom på problemet. Men det ville da være rart med endnu mere fokus på dette fra både DKs og EUs side.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *