Tech-giganter til kamp mod Rusland

Ukraine flag med hjerte

Tech-giganterne er også blevet trukket ind i Ruslands krig. Dels bruger Putin platformene som en brik i sin undertrykkelse af ytringsfriheden. Dels skal tech-giganterne som andre virksomheder værne om deres interesser, herunder de ansattes og brugernes, samt undgå at blive udsat for massiv kritik for ikke at reagere på Putins invasion.   

Her er nogle af tech-historierne: 

TikTok suspenderede søndag d. 6. marts for livestreaming og nyt indhold i Rusland. TikTok begrunder det med en ny russisk lov, som kan give op til 15 års fængsel for at sprede, hvad styret betegner som misinformation om den russiske invasion af Ukraine. Det sker for at beskytte både medarbejdere og brugere mod denne lov. Det er værd at bemærke, at TikTok er ejet af kinesiske ByteDance og ikke er på amerikanske hænder, som de fleste andre tech-giganter i Vesten.  

Fredag d. 4. marts lukkede Rusland ned for Facebook. Det er dog mindre end hver 10. russer, som er på Facebook, skriver Washington Post. Med lukningen af Facebook sender Rusland dermed et stærkt signal til omverdenen og skaber overskrifter, uden at genere sin befolkning for meget. 

Meta-ejede Instagram og Whatsapp er stadig tilgængelige. Russerne kan desuden fortsat bruge Youtube, Twitter og Telegram. 

sociale medier Rusland
YouTube er den mest populære platform i Rusland. Herefter følger Meta-ejede Whatsapp samt det russiske VK. Facebook ligger nr. 9. Kilde: Washington Post

Google har stoppet for al annoncering i Rusland. Meldingen kom torsdag d. 3. marts, efter den russiske kommunikationsenhed Roskomnadzor havde bedt Google stoppe YouTube-reklamer, som ifølge det russiske styre er misinformation om den russiske invasion. Google har endvidere bandlyst RT, Sputnik og lignende russiske, statsstøttede medier fra YouTube i Europa.  Det samme har Facebook og TikTok.

Netflix trækker sig fra Rusland. Det betyder, at de ikke accepterer nye kunder, og at eksisterende kunder sandsynligvis vil miste adgang til tjenesten snart, skriver Bloomberg.  

Analysen lyder endvidere, at Rusland nu ligesom Kina er et land, som tech-giganterne ikke kan lave business i. Om Kina og Rusland i den henseende vil nærme sig hinanden, må tiden vise, eller om vi får et splinternet, hvor Rusland i højere grad er sin egen ø, som vi kender det fra Kina.

Den første tech-virksomhed til at blive involveret i krigen var dog Microsoft. Deres cyber-alarm gik af få timer før invasionen, hvor de fik forhindret et muligt stort cyberangreb i Ukraine. 

(fortsættes)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *