Kommunalvalget peger på et fragmenteret mediebillede

Mens de modne vælgere kigger på valgplakater, ser flow-tv og er på Facebook, søger de yngre vælgere mod TikTok og andre nyere sociale medier. Ja, det er en grov forsimpling af vælgerne og mediebilledet, men hvis der en ting, der står klart ved dette kommunalvalg, så er det, at mediebilledet er ekstremt fragmenteret.

Det betyder, at det på den måde på den ene side er blevet nemmere og på den anden side sværere at føre valgkamp. Nemmere fordi der er et utal af medieplatforme, og kan man ikke få taletid i de etablerede medier, så kan man lave sine egne, såsom en TikTok-konto, en podcast og så videre. Det betyder til gengæld også, at det kan være ekstrem svært at bryde igennem i traditionel bred forstand. Du kan være nok så meget på flow-tv og i aviserne, og alligevel vil der være generationer af vælgere, især de yngre, for hvem kandidaten stadig er fuldstændig ukendt.

Det stiller store krav til kandidaterne om at være synlig på mange forskellige platforme. Ellers må de affinde sig med at tale til bestemte segmenter blandt vælgerne, og så håbe på, at det er nok til at blive valgt.

Det fælles mediebillede kommer ikke tilbage. Det er snarere et spørgsmål om, at kandidater og parter skal kunne navigere i den nye medievirkelighed. Det gør det endnu vigtigere for partierne at have diversitet i kandidater, når det gælder alder, etnicitet, interesser mm.

Efter denne mere overordnede analyse kommer her en række nedslag, som jeg finder interessant i denne valgkamp:

1. Flere unge peger på at valgplakater er både antikverede og dårlige for miljøet, herunder Lakserytteren i Aftenshowet. Han siger om de unge vælgere: “De føler sig ikke repræsenteret, de føler ikke de bliver taget seriøst, og de føler ikke at deres mærkesager bliver taget seriøst.”
De 19-29-årige havde ved kommunalvalget i 2017 den laveste valgdeltagelse.
For mig er valgplakaterne en naturlig del af en valgkamp, og også en relativ demokratisk kampagneform, da alle kan være med her. Men der har været forslag fremme om helt at skrotte eller begrænse antallet, som kunne være værd at se nærmere på.

2. TikTok har gjort sit indtog i valgkampen. Tjek f.eks. Hussein Ali, der har over 65.000 TikTok-følgere, og som stiller op for Konservative i København. En række andre yngre kandidater er også på TikTok, tjek evt. #kv21 på TikTok. TikTok har haft kronede dage under corona, og platformen kan meget mere end dansevideoer og lipsync. Vi har set, hvordan platformen har spillet en stor rolle i amerikansk politik, og denne tendens er ikke overraskende også kommet til Danmark. Det er især her, hvor yngre, relativt ukendte kandidater appellerer til førstegangs-vælgerne og folk under 30, sat på spidsen.

3. Nogle kandidater har valgt at dating-apps som Tinder og Happn for at komme i dialog med vælgerne. Det har jeg kritiseret i en række medier af flere grunde. Dels fordi jeg ikke mener dating og politik skal kombineres, det sender nogle helt forkerte signaler. Dels fordi jeg synes, man er på dating-platformene ud fra en falsk præmis, nemlig for at skaffe vælgere og ikke dates, og det er en utroværdig baggrund at bygge en politisk karriere på. I sidste ende er det naturligvis op til den enkelte kandidats – eller partiernes – egen dømmekraft.

4. Som kandidat er det svært at komme udenom Facebook. Det er fortsat danskernes absolut foretrukne sociale medie. Flere vil denne gang også kaste penge efter annoncer på platformen. Således har Socialdemokratriets spidskandidat i København, Sophie Hæstorp Andersen, brugt 70.000 kr. i valgkampens sidste uge (fra d. 7-13. nov.), ifølge Facebooks annoncebibliotek. Simon Aggesen, borgmester på Frederiksberg, har i samme periode brugt 30.000 kr. på Facebook, mens Villy Søvndal, der går efter borgmesterposten i Kolding, har brugt knap 17.000 kr. Men nogle kandidater er ikke blevet godkendt til at oprette annoncer, hvilket kan være ret frustrerende og måske endda afgørende for, om de vbliver valgt ind. Det gælder f.eks. Mathilde Kastbjerg, som stiller op i København.

God valgdag!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *