Jeg er taget World Economic Forum (WEF) i Davos, og min veninde sendte mig et screendump fra TV2 med en grafik, der læste: ”Eliten og en gruppe teenagere mødes i Davos”. Hun havde tegnet en streg rundt om teenagere og skrevet: ”Det må være dig 😊”. Og selvom jeg har passeret de 40, er jeg aldersmæssigt tættere på Greta Thunbergs 17 år end på Davos-grundlægger og formand for WEF Klaus Schwab på 81 år. 

Og det er da heller ikke svært at være i opposition til elitens privatfly, litervis af gratis champagne og fornemme middage i den eksklusive schweiziske skiby Davos. Men faktisk er FNs verdensmål (SDG’er) ’all over’ Davos i år. Der er et særligt SDG-telt, og en række virksomheder bruger WEF til at lancere grønne initiativer. Jeg har spurgt en række erhvervsfolk hernede, om de virkelig tror, det rykker noget, og der er stadig stor skepsis. De folk der er direkte involveret i et SDG-projekt, mener oftest, at nu rykker det for alvor, mens folk lige uden for SDG-indercirklen har andre primære mål. 

Jeg sidder tilbage med den tanke, at erhvervslivet frygter protesterne fra kunder og borgere mere end klimaforandringerne. Der er således en stor diskrepans mellem den brændende platform, som teenagerne og protesterne taler om, og så den mere forsigtige tilgang til klimaforbedringer, som man hører fra erhvervslivet – det må ikke gå udover væksten, det må ikke koste os noget etc. 

Der er dog flere toperhvervsfolk, som nu åbner op for, at der skal radikal omstilling til. Bl.a. bestyrelsesformand i Mærsk og Siemens, Jim Hagemann Snabe, der også er en del af WEFs bestyrelse, der til Berlingske siger, han er taget til Davos med følgende budskab: ”Vi skal genopfinde kapitalismen…. Vi skal forme en udvikling, som er til gavn for mennesker.” 

Op til WEF udkom Edelmans årlige globale trust-barometer, som er vand på Hagemann Snabes mølle. For denne gang viser Edelman, at 56% af de adspurgte rundt om i verden mener, at kapitalismen i dag gør mere skade end gavn. 

Som jeg ser det, er der fire kløfter mellem de unges klima-akuthed og elitens mere forbeholdne tilgang til klimahandling:  

1. Forståelseskløft. De unge og eliten ser forskelligt på problemets alvor. Der er dels tale en generationskløft – de unge virker skingre i de ældres ører, og de gamle virker som om ’de ikke har fattet en skid’ i de unges ører. Samtidig er det diskussionen om ’the haves’ og ’the have-nots’ – altså dem der sidder på flæsket – aka eliten i Davos – og de unge generationer, som siger, at det er alvor, og at det er nu, og at ’the haves’ bliver nødt til at ændre verdenssyn, business-praksis og livsstil – det er sjældent et populært budskab. 
   
2. Handlingskløft. Hvorfor er der ikke nogen, der gør mere? Hvem har ansvaret for, at der bliver gjort mere, og kan du som individ overhovedet påvirke noget med din egen adfærd? Man kan endda møde virksomheder, som spørger: Hvordan kan vi undgå at gøre noget eller blive ramt af fx co2-skat? Det mest konkrete tiltag fra Davos er, at der skal plantes 1 billion træer. Det er et fint initiativ, men de færreste tror på, at det løser hele problemet. Som Buzzfeed skriver: “Global Elites Have Found A Way To Do the Absolute Minimum For The Climate”.
   
3. Kommunikationskløft. Selv når virksomhederne kommunikerer grønne budskaber, bliver de mødt af kritik og mistillid. Måske fordi de ikke gør nok, ikke har handlet før, eller fordi kritikerne lugter af green-washing. En del af forklaringen kan måske findes i Edelmans Trustbarometer, som slår fast, at kun 36% har tillid til “the very wealthy”. Man kan derfor spørge, om en velhavende CEO er den rigtige afsender af ens budskaber? Især hvis man gerne vil nå ud til de yngre generationer, som ikke blot er fremtidens forbrugere og medarbejdere, men som kan skabe politiske vinde, der går verden rundt. 
   
4. Digitaliseringskløft. På den ene side buldrer den digitale udvikling derudaf, og en lille gruppe mennesker er blevet megarige på deres idéer og markedsdominans. Det er bl.a. de unge, der har bidraget til det ved at omfavne nye teknologier og derved få deres liv kommercialiseret, mens politikerne bærer en stor del af ansvaret ved ikke at have reguleret tech-virksomhederne i tide. Vi skal derhen, hvor digitaliseringen gør noget godt. Hvor de bidrager til samfundet i form af skat og gode arbejdsforhold, og hvor deres produkter er designet med afsæt i, hvad der er bedst for brugerne, samt hvordan digitaliseringen kan bidrage til at løse klimaudfordringen. 
   
   Så hvad betyder det for virksomhedsledere og bestyrelser? Det betyder, at I dels skal forstå de unges protester og livsstil. Lyt til dem, ikke bare én gang, men systematisk. Både på sociale medier og i medierne, og invitér dem indenfor for at forstå, hvordan de ser på jer, og hvad der skal til for at de vil købe jeres produkter eller arbejde for jer. Det betyder, at I skal tage handling ift. klimaet – ikke blot ved at spare på plastikflasker eller købe co2-aflad, men ved at gøre jeres forretning grundlæggende bæredygtig. Det kan fx ske ved at udvikle digitale løsninger, som bidrager til at nedsætte jeres eller kundernes co2-udspil. Før I er klar med handling, skal I ikke kommunikere jer grønne.
   
   Hvad betyder det for teenagerne? At det gør en forskel at protestere og råbe op. Verdenseliten taler om dem. Og jeg er sikker på, at de unge, ligesom jeg, vil holde øje med præcis hvor meget handling, der kommer ud af dette års topmøde i Davos.