Kronik bragt i Politiken 16. november, med Laila Kildesgaard
Klimakreditter, bæredygtighed, net zero, naturgas, you name it. Det vælter i disse år med en række udtryk og tiltag på det grønne område, og det kan være svært for både forbrugere, virksomheder, kommuner og andre at finde ud af at dels gøre og dels sige det rigtige.
Ikke nok med, at området er kompliceret og indeholder mange fagudtryk, så ændrer feltet sig konstant. Noget, som var en god indsats for bare et år siden, bliver i dag betegnet som ufrugtbart eller beskyldt for at være greenwashing. Samtidig risikerer vi med urealistiske 2050-planer at plante yderligere mismod og apati hos forbrugere, vælgere og borgere frem for at bruge den dyrebare tid på at lave en stærk klimaindsats.
Der er en række virksomheder, som bevidst eller utilsigtet begår greenwashing. Vi ser dog også virksomheder og offentlige instanser komme galt af sted, selv om de har handlet i god tro. For nogle virksomheder og organisationer synes den nemmeste løsning at være ikke at gøre noget eller at fortie deres indsatser, hvilket betegnes som greenhushing.
Greenhushing er modsat greenwashing ikke ulovligt, men det er en skam, når virksomheder og organisationer undlader at fortælle om gode, klimarelaterede tiltag. Det går den forkerte vej med klima- og biodiversitetskrisen i disse år, og vi har brug for, at alle virksomheder, organisationer og institutioner bidrager til at minimere konsekvenserne heraf.
Først skal vi en tur tilbage til 1970’erne, da naturgassen blev udvundet. De store gaskommuner som Holbæk og Køge var med på vognen, og borgerne fik billig, miljøvenlig energi med naturgassen. Gassen udleder mindre CO2 end eksempelvis oliefyr, men der er udledning.
I 00’erne skiftede naturgassen derfor image fra at være naturvenlig til at være i samme kategori som fossile brændstoffer. I 2022 indgik staten en aftale med kommunerne om at få udfaset gassen i Danmark, og udfasningen indgår i dag i kommunernes klimaplaner. Samme år klagede ti organisationer over netop begrebet naturgas til Forbrugerombudsmanden, da de mente, at det intet har med natur at gøre, og at ordet ’naturgas’ giver kunderne indtryk af, at produktet er godt for naturen. I dag ville man næppe kunne lancere et produkt med ordet ’natur’, uden at dette skal leve op til en række bæredygtighedsstandarder.
Det andet eksempel handler om affald. Affaldets historie er ikke særlig velbeskrevet i Danmark, men nogle vil kunne genskabe et billede af Olsen-banden, hvor de går foran en stor losseplads i København. Her udsatte Børge, søn af Kjeld og Yvonne, sig selv og andre for eksplosioner på en enorm losseplads.
Det var byudviklingsmæssigt et stort fremskridt, da affaldet fra 1970’erne kunne brændes af i store ovne på forbrændingsanlæg frem for at blive lagt i deponi og optage store arealer rundt om de danske byer. Det var mere miljøvenligt, og anlæggene blev koblet til fjernvarmen, så en femtedel af fjernvarmen faktisk er affaldsenergi. Anlæggene blev udvidet og nybygget med A-R-C (tidl. Amager Ressourcecenter) som kronen på værket. Det åbnede i 2019 og er særlig kendt for skibakken på taget tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarne Ingels. Siden 2016 har anlæggene dog tilnærmelsesvis været lagt for had af staten, fordi der er overkapacitet i Danmark og dermed risiko for, at andre landes affald bliver importeret og brændt af i de danske anlæg.
Danskerne er verdensmestre i forbrug, og vi skal genanvende mere og brænde mindre af. Så selv om forbrændingsanlæggene løste en stor udfordring fra 1970’erne og frem, er det nu tid til at finde andre løsninger, når det gælder affald. En af dem er naturligvis at minimere mængden af affald, som skal brændes af.
Et tredje eksempel er afbrænding af biomasse, som i internationale sammenhæng anses for at være klimaneutral energiproduktion. Det blev aftalt i Kyoto i 1997. Københavns Kommune, Bornholms Regionskommune og andre har haft biobrændsel som et væsentligt element i deres planer for en CO2-neutral energiproduktion, fordi udledningen tæller med i det land, hvor træerne er fældet. Dansk Naturfredningsforening har udtalt, at det er som at ville slukke et bål ved at hælde benzin på det. Kompleksiteten i, hvilke dele af biomassen der kan tælle som klimaneutral, er eksploderet gennem de seneste år. Under alle omstændigheder giver afbrænding af træ CO2-gæld, fordi træerne fældes og brændes af, før de nye træer vokser op og optager CO2. Borgerrepræsentationen i København har besluttet, at biomasse ikke længere skal tælle som neutralt i deres klimaplan på sigt og har forsøgt at komme afbrænding af træ i brændeovne helt til livs ved forbud.
Både naturgas, affaldsforbrændingsanlæg og biobrændsel er tiltag, som blev lanceret i troen på, at de kunne bidrage positivt til miljø og klima. De tre løsninger fylder fortsat meget i det reelle energiregnskab i Danmark.
Et fjerde eksempel på, at vi er blevet klogere undervejs og er ved at rette til i strategierne, er i forhold til brugen af klimakreditter eller CO2-kompensation – også kendt som klimaaflad. For få år siden var der i forbindelse med salg af alt fra flybilletter til teaterbilletter overvejelser om, hvorvidt der kunne klimakompenseres for købet ved at købe aflad i skovrejsning eller andet.
De initiativer er stort set stoppet, fordi det var umuligt at kontrollere og i stigende grad anses for amoralsk at forbruge videre og satse på, at lande andre steder i verden skulle reparere for vores forbrug.
Det forhindrer dog ikke Apple i at bruge deres seneste store iPhone-lancering til i en femminutters reklamevideo at præsentere deres første angiveligt CO2-neutrale produkter i form af nye Apple-ure. Spørgsmålet er, om man kan tale om CO2-neutrale produkter, når dette kun kan nås gennem klimakompensation? Apple har en række gode klimarelaterede tiltag, men møder massiv kritik for at greenwashe, fordi de strækker deres retorik for langt. Mange andre virksomheders planer om at opnå net zero engang ude i fremtiden er ligeledes baseret på klimakreditter. Det vil vi forhåbentlig se et opgør med i den kommende tid.
Vi skal nu runde et af tidens helt store emner, nemlig biodiversitet. Vi kan hurtigt blive enige om, at det går alt for langsomt med at sikre biodiversiteten i Danmark og globalt. Desværre har vi observeret en tendens til, at biodiversitet fungerer som et hold kæft-bolsje: »Se, vi gør noget, så det må være godt nok«.
Folketingsvalget i 2019 blev døbt klimavalget og medførte Danmarks første klimalov med ambitionen om at reducere CO2-emissionerne med 70 procent. De efterfølgende to valg havde en bredere dagsorden på det grønne område, nemlig biodiversitetskrisen og bekymringen for naturen helt generelt. Fem partiledere annoncerede en naturlov efter valget, men det blev ikke til noget. Det gjorde til gengæld bølgen for at fremme og redde biodiversiteten i Danmark.
Ikke en boligforening, pensionskasse eller solcellefabrikant lader en chance gå fra sig til at være med i bølgen af virksomheder, der vil redde biodiversiteten med tre rækker træer rundt om anlæggene eller en pose frø med hjemmehørende arter. Formentlig vil vi se os tilbage om et par år og tænke, at de tiltag var en ringe erstatning for løsningen af det reelle problem, nemlig den intensive landbrugsproduktion i Danmark.
Vi vender os nu fra de konkrete tiltag til det mere retoriske, altså hvad virksomheder kalder deres miljø- og klimarelaterede indsatser. Det er efterhånden gået op for mange, at bæredygtighed er et farligt begreb, hvis man gerne vil undgå greenwashing-klager. Desværre er begrebet stadig bredt anvendt af virksomheder om produkter, som næppe lever op til Brundtland-rapportens standarder. Der er samtidig en tendens til, at også begreber som cirkulær økonomi, planetære grænser og regenerativ bliver anvendt oftere.
Vi vurderer, at det er begreber, som vil blive modnet i de næste år, når det gælder forståelsen af dem, men også at de kan misbruges af virksomheder, der ønsker at tage sig mere grønne ud, end de er.
Det er samtidig tankevækkende, i hvor høj grad virksomheder slipper af sted med at kommunikere om klima uden direkte at sige: Vi er grønne. Forskellige former for kommunikation og markedsføring kan således give indtryk af, at man er grøn, uden at man nødvendigvis er det eller påstår at være det. En falsk forestilling om en bedre og mere grøn verden går igen i mange virksomheders kommunikation.
Man kan på sigt nemt forestille sig, at der vil komme yderligere regulering af, hvad man må og særligt ikke må inden for klimarelateret markedsføring. En række organisationer arbejder på at få gjort reklamer for fossile produkter såsom benzinbiler og flyrejser forbudt, ligesom det er blevet i Amsterdam, Stockholm og Frankrig. Haarlem i Holland bliver den første by i verden, der fra 2024 forbyder reklamer for kød i det offentlige rum.
Det er nærliggende, at produkter, der bidrager særligt negativt til klima og miljø, vil opleve samme skæbne, som vi har set inden for cigaretter, hvor reglerne for markedsføring gennem de seneste årtier løbende er blevet strammet til. Vi kunne også forestille os, at virksomheder på et tidspunkt bliver bedt om at angive, hvor klimabelastende de er, hver gang de fremfører, hvor klimavenlige de er. Sagen er jo, at stort set alle produkter har et CO2-udslip. Det ligger dog i en ukendt fremtid, for nu er der vist også rigeligt at holde styr på for virksomhederne.
Der påhviler politikere, virksomheder og organisationer et kæmpe arbejde med at udarbejde og holde sig opdateret omkring regulering, internationale standarder, certificeringer samt kommunikation, som handler både om jura og moral.
Der er dog ingen vej udenom, selv om det er både bøvlet og risikofyldt. Dels vil en række virksomheder blive direkte påvirket af den nye EU-lovgivning fra 2024 med bl.a. CSRD-direktivet, mens mange andre vil blive indirekte påvirket, idet de enten er kunder eller underleverandører hos de store. Dels peger en række undersøgelser på, at både medarbejdere og forbrugere foretrækker en virksomhed, der tager klimakrisen alvorligt. Vi har brug for bæredygtige tiltag, biodiversitet og cirkulær økonomi, men vi har ikke brug for mere greenwashing eller vidtløftige planer, som ikke gør en reel forskel.
Vores opfordring lyder derfor, at virksomheder og organisationer bør gå fra lange, luftige strategier til korte, konkrete strategier. Både de gode løsninger og retorikken omkring klima- og biodiversitetstiltag udvikler sig løbende. Ved at lave lange strategier risikerer man at satse på en teknologi, en metode eller en retorisk målsætning, som viser sig at være uholdbar.
Med retorisk målsætning mener vi, at det, som er smart at melde ud som virksomhed, organisation eller nation, også er underlagt tendenser. Det ene år topper SDG, et andet år topper CO2-neutral, for så at skifte til net zero, cirkulær eller noget fjerde.
Med lange strategier risikerer man således at gøre sig sårbar for greenwashing-anklager. Nogle langsigtede strategier tangerer greenwashing, hvis de er baserede på umodne teknologier eller ønsketænkning. Det kan være en god idé at sætte en vild ambition, hvis formålet er at inspirere til nye løsninger, men efter år med mange bristede lange strategier har de lange strategier mistet troværdighed, fordi vi gang på gang ser virksomheder og nationer, som må trække i land på de fine hensigtserklæringer.
Med en kort strategi bliver det sværere at svinge sig op på den ultimative retorik, som at man er 100 procent det ene eller 0 procent det andet. Den slags doktrinær retorik beriger i sidste ende ikke klimakampen, men sætter os op til at fejle. En kort strategi zoomer i stedet ind på realiteterne de næste 6-12 måneder: Hvad vil vi sætte i værk? Hvad er vi villige til at investere nu og her i klimakampen? Det giver vælgere, borgere og forbrugere et mere ærligt billede af virksomhedens eller organisationens klimaindsats. Ved løbende at kommunikere om fremskridt samt bump på vejen kan man sikre transparens samt inspirere hinanden til at finde de bedste og mest effektive løsninger.
Hvad enten man laver lange eller korte strategier, skal man være villig til at indrømme, når man har taget fejl. Det gør lidt ondt, når man trækker plasteret af, men der er i offentligheden en stigende forståelse af, at det er svært at være grøn.
Det fik vi et eksempel på i august 2022, hvor overborgmester Sophie Hæstorp Andersen måtte erkende, at København ikke når målsætningen om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Tør man indrømme fejl, kan det øge ens troværdighed på længere sigt. Man kan dog minimere risikoen for at skulle indrømme fejl ved ikke at stikke folk blår i øjnene i første omgang.