Skal din virksomhed på Snapchat?

Snapchat er ’talk-of’the’town’ på sociale medier. Det er her, de unge søger hen, lyder det. Nu er der kommet en analyse fra Børnerådet, som viser, at der i den grad er noget om snakken.

97% af de 13-årige bruger sociale medier. Heraf er 69% på Snapchat. Der er en stor forskel på piger og drenge. 81% af pigerne mod 55% af drengene bruger Snapchat. Facebook er stadig det mest populære sociale netværk, men Snapchat har overhalet både Youtube, Instagram og Twitter. Rapporten fokuserer  udelukkende på Facebook, så man bliver ikke meget klogere på, hvordan og til hvad de unge bruger Snapchat. Heldigvis siger formand for Børnerådet Per Larsen, at de vil iværksætte en større undersøgelse.

Det danske billede passer godt med en amerikansk undersøgelse, som viser, at det primært er kvinder under 25 år, som bruger Snapchat. Indtil videre, for mon ikke de ældre efterhånden følger trop, som vi har set det med Facebook og Instagram.

Kort om Snapchat

Snapchat er en mobilapp, hvor man kan sende et billede eller en video med tekst og lyd på op til 10 sekunder. En besked hedder en snap, og man har venner som på Facebook. Man sender snappen til en eller flere venner. Når ens venner har set den, forsvinder den. Du navigerer i app’en ved at swipe mellem dens fire vinduer: modtagede snaps, optag en snap, My Friends, Add Friends. Man optager ved at holde fingeren inde på skærmen. En snap kan altså bestå af flere billeder eller videosekvenser, så det minder om stop-motion animation.

Man kan også lave ‘stories’, hvor man sætter sine snaps sammen til en historie, som vennerne kan se de næste 24 timer. Stories ændrer anatomien ved Snapchat. For med ‘stories’ lever snaps  længere end de erklærede 10 sekunder, og stories udgør en højere grad af selviscenesættelse end snaps. Det betyder også, at brugerne nu får en strøm af ‘stories’, som minder om strømmen af opdateringer, som vi kender fra Twitter og Facebook. Dermed forsvinder noget af det, der ellers er unikt ved Snapchat, skriver The New Yorker.

Jeg er ikke selv superbruger af Snapchat, men jeg kan sagtens se charmen i at have et lidt hemmeligt alternativ til Facebook og Instagram.

Snapchats succes 

Der kan være mange forklaringer på Snapchats succes. Det kan være at:

  • Facebook er blevet for offentligt, forstået som at man har fået for mange perifere venner og familiemedlemmer ind, som man reelt ikke vil dele sine personlige hverdagsoplevelser med.
  • Facebook er blevet mere kommercielt, så opslag fra virksomheder og nyhedsmedier fylder for meget i strømmen
  • Snapchat tilbyder et sjovt alternativ, i og med at snappen forsvinder igen, også kaldet disappearing media. 
  • Snapchat er mere autentisk og intimt – det kræver ens udelte opmærksomhed, da man skal holde fingeren på skærmen for at se snappen.

Der er dog stadig ganske få danske virksomheder, som har kastet sig ud i Snapchat. En af dem er den aarhusianske festival Northside med northside_dk. Anne Jensen, Head of Online Communication, skrev for et par uger siden til mig i en mail:

”Vi har omkring 1500 venner nu, og sender snaps cirka en gang i ugen. Vi rammer helt sikkert et yngre segment, som ikke gider interagere med Northside andre steder, og så er det en ny måde at kommunikere på. Meget direkte og umiddelbar, og jo med en helt anden æstetik end fx på Instagram – det er i virkeligheden the real Instagram:)”

En anden er burgerbaren Vesterbro, vb-burgers. Jane Lyhne Hansen har til en artikel på komforening.dk talt med indehaveren Michael Hammerum:

”Når kokken er i færd med at lave vores hjemmelavede onion rings, sender jeg gerne en video ud, hvor brugerne kan følge med. Under udarbejdelsen af vores nye menukort sendte jeg også en lille teaser, så de ved, hvad de kan forvente hos os i fremtiden.”

Fodboldbutikken Unisports social media manager Jakob Michaelsen siger i dag i MetroXpress om deres brug af Snapchat:

” Vi oplever, at brugerne er meget glade for vores snaps, og de er i høj grad engagerede. Samtidig skaber det også mersalg i butikken.”

De sender en del snaps ud med nye produkter, fx fodboldsko. De laver også ‘stories’ med dagens snaps. De er på som unisportlife.

Tv 2’s digitale brandingchef Morten Saxnæs gjorde mig på Twitter opmærksom på TV2s succes med Snapchat til Valentinsdag, via deres konto tv2zulu. Her lavede de en Snapchat-happening med navnet ”Zulu Singleservice”. I løbet af dagen modtog deres venner kærligheds-snaps hver time, så ingen skulle føle sig alene. Det gav 2500 venner. Saxnæs tweeter om deres erfaringer:

“Er selv imponeret over resultaterne. Nu bruger vi det løbende.”

Derudover har jeg set følgende danske virksomheder på Snapchat:

  • playstationdk
  • drp3radio
  • drultra
  • vognturen (DJ på studentervogn)
  • pepsimaxdanmark
  • bodylabdk
  • skagensmuseum
  • spejderdk (Det Danske Spejderkorps)
  • MetroXpress
  • ViUnge
  • xfactordr
  • tv2newsdk
  • tv2sportdk
  • montecarlodr3
  • tinderbox
  • dr3
  • theproteinkitchen
  • stoy_sneakers (Støy Munkholm)

Jeg fylder flere på efterhånden. Tak til @lassefrom@sopperdk og @MKeilberg for input til listen.

Tilbage til spørgsmålet – skal din virksomhed på Snapchat?

Det blev jeg spurgt om i går af en journalist og svarede noget i stil med:

  • hvis du synes det er sjovt at prøve nye ting af og være first mover
  • hvis du gerne vil have fat i en ung målgruppe
  • men gør det kun hvis du har noget interessant at tilbyde dine kunder

Hvis du er en virksomhed, må du gerne add’e mig (astridhaug) så I kan komme med på listen.

Snip snap snude, nu er historien ude.

Hvad kan man som virksomhed snappe om?

Sneak peaks – vær blandt de første der får nyheden

Behind the scenes – det her ser du ikke på andre platforme

Rabatkoder og særlige tilbud

9 kommentarer til “Skal din virksomhed på Snapchat?”

  1. Pingback: Hvilke sociale medier bruger danskerne? | Astrid Haug

  2. Arbejder i en offentlig institution(kommune) og beskæftiger mig netop med unge og kommunikationsmuligheder til målgruppen. Kan læse artiklen er rettet mod private virksomheder, men vil helt klart gå videre med om min arbejdsplads burde investere i en snapchat-profil, til trods for vi er en offentlig virksomhed! :)
    “First mover”, det bliver mit salgsargument :)
    Har du inputs/artikler om det?

  3. Astrid Haug

    Hej Nellie,
    det lyder spændende! Jeg ville alliere mig med nogle i målgruppen – de unge du gerne vil kommunikere med – for at høre, hvad deres behov er og få deres input til, hvordan kommunen kan være noget for dem på Snapchat.
    Læs også denne artikel om hvordan medier kan bruge Snapchat – til inspiration:
    http://journalisten.dk/happy-snapping-saadan-kan-medier-bruge-snapchat
    Du må meget gerne sende mig en status på, hvordan det fungerer for kommunen at anvende Snapchat.
    Mvh Astrid

  4. Hej Astrid

    Har du en holdning til content på Snapchat? F.eks. er det mere legitimt at lave produktsalg på FB end det er på LI. Hvordan ser du brugen af Snapchat? Er det ren produktsalg, ren branding eller hvad tænker du?

    VH
    Louise

  5. Astrid Haug

    Hej Louise,
    et super spørgsmål. Hvor meget man kan tale om sit eget produkt, handler i høj grad om, hvor interessant brugerne synes produktet er, og hvor kreativ man er ift. at tale om det. Snapchat er dels branding og dels at engagere brugerne, pga den direkte dialog, man kan have med dem. Men det kan også bruges til salg, fx i form af særlige rabatkoder eller tilbud.
    Håber det var svar på dit spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at vende tilbage og evt. præcisere, hvilken slags produkt det drejer sig om.
    Mange hilsner
    Astrid

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *